Vi tilbyder

Spørg jordemoderen

Vores team af jordemødre er klar til at svare på netop dit spørgsmål - vi glæder os til at høre fra dig! 
Nederst på siden kan du læse nogle spørgsmål og svar fra vores jordemødre. 

Navn
Adresse
Postnr/by
Telefon
Mailadresse
Spørgsmål
 

Jeg har et par spørgsmål i forhold til hvor meget jeg må lave. Løfter ikke tunge ting, men vasker jeg f.eks et skab, går en tur ell. så bliver maven efter kort tid meget hård. Hvor meget betyder det? Det gør ikke vildt ondt, men er ubehageligt. De sidste 3 dage, har maven generelt været lidt hård og øm, når jeg rører ved den, også selv om jeg har slappet meget af. Ved ikke hvor blød/hård den bør være, men det er nyt som det er nu. 
Hilsen Mette


Det er lidt tidligt at have plukkeveer og det lyder som om det er det du har når du laver for meget. Det eneste du kan gøre er at lytte til kroppen og slappe af når din krop reagerer med plukkeveer. Man kan sagtens have plukkeveer uden nødvendigvis at risikere at føde for tidligt, men det er da bestemt noget man bør være opmærksom på. Hvis plukkeveerne tager til og du får tyngdefornemmelse kan det eventuelt være en god idé at få scannet længden på din livmoderhals, som kan afsløre om plukkeveerne har en påvirkning ift. risiko for at føde for tidligt.
Når man har plukkeveer er det iøvrigt altid en god idé at blive tjekket hos egen læge for en eventuel blærebetændelse, som kan genere livmoderen og derfor få den til at lave plukkeveer.
Så på spørgsmålet om, hvor meget du må lave er det egentlig udelukkende op til din krop - altså hvordan den reagerer når du løfter, går tur m.v.

Med venlig hilsen Birgit, Jordemoder
 

 


 


Kan stress skade mit barn?

Jeg har haft en periode på 14 dage hvor jeg på mit arbejde har haft mange lange dage og har været meget stresset. Jeg er 22+1 uger henne og synes heller ikke rigtigt jeg mærker liv. Jeg er gravid for første gang så måske er jeg bare overnervøs ? 
Hilsen Dorthe.

Langvarig stress er aldrig godt for et ufødt barn. Men som du beskriver det er der tale om en kortere afgrænset periode, hvor du har haft en ekstra tung arbejdsbyrde. Jeg vil derfor mene at du kan være helt rolig omkring dit barns velbefindende.

Ift. at du ikke har mærket liv hænger det formentlig sammen med flere årsager:
- dels har du haft travlt og måske så travlt at du ikke har mærket de små bevægelser den lille har lavet i løbet af dagen.
- du er også gravid for første gang og skal lige vænne dig til fornemmelsen af at mærke liv og hvordan det føles.
- Derudover har moderkagens plaering en betydning. Du mærker således oftere senere liv hvis din moderkage ligger på forvæggen (ud imod dit maveskind) end når den ligger på bagvæggen (ind imod din rygsøjle).

Du kan som gravid ikke forvente at mærke regelmæssigt liv før efter ca. uge 25 - men det er naturligvis et dejligt plus hvis du gør :0)

Med venlig hilsen Birgit, Jordemoder
 

 


 


Jeg er inviteret på ferie i Sydspanien, men må jeg godt flyve når jeg er gravid i uge 29 ?
Hilsen Camilla

At flyve medfører ingen risiko for dig når du ellers er sund og rask. Normalvis kan du rejse indtil graviditetsuge 32 men vær opmærksom på, at flyselskaberne har forskellige regler for, hvor langt du må være henne i graviditeten for at kunne flyve med dem. Så det er en rigtig god idé at kontakte selskabet inden afrejse. Det forventes også ofte at du medbringer dokumentation for det forventede fødselstidspunkt.

Med venlig hilsen Birgit, Jordemoder

 

 


 

 

Jeg har hørt at der findes en kalender der kan fortælle kønnet på mit barn er det rigtigt ?
Hilsen Maria

Der findes en "kinesisk kønskalender" og lad mig starte med at sige at ideen er sjov, men der er ikke mere at hente end underholdningen ved at gætte. Mange har gennem tiderne forsøgt at forudsige barnets køn, og man skal huske på, at der er ca. 50% chance for at gætte rigtigt!

Med venlig hilsen Susanne, Jordemoder

 

 



Hvad er en pudendusblokade og hvornår bruger man sådan en ?
Hilsen Søs

En pudendusblokade er en lokalbedøvelse af skeden og mellemkødet, så smerten og udspilingsfornemmelsen mindskes eller forsvinder, når barnets hoved skal fødes.
Blokaden anlægges derfor først sidst i presseperioden, når du har fået en god fornemmelse af rigtig presseteknik, fordi det nogle gange efter anlæggelsen kan være vanskeligt for dig at fornemme, hvordan du skal presse.
Blokaden anlægges i begge sider af bækkenet et stykke oppe i skeden. For at kunne nå op og indsprøjte bedøvelsen, er det nødvendigt med en lang nål og et indføringsrør. Længden på nålen kan godt virke skræmmende, men det er kun den yderste lille spids, du bliver stukket med. Anlæggelsen kan godt være lidt træls da dit barns hoved fylder i skeden samtidig med at jordemoderen også skal have plads til sine fingre. Til gengæld er blokaden meget effektiv, hvis den lægges rigtigt, og der er ingen bivirkninger for dit barn.
Blokaden virker et par timer efter fødslen, og du vil oftest også være fri for at skulle have anlagt yderligere bedøvelse hvis du skal syes.Blokaden kan strække sig ud i benene og give en sovende fornemmelse, som dog forsvinder af sig selv oftest i løbet af nogle timer.

Med venlig hilsen Birgit, Jordemoder

 



Jeg kunne godt tænke mig at føde i vand men har fået at vide at det kan førstegangsfødende ikke - er det rigtigt ?         
Hilsen Mette Mie

Vandfødsler er ikke noget særsyn på danske fødeafdelinger, men afhænger dog af det enkelte fødested og undertiden også af jordemoderens holdning til vandfødsler. Som udgangspunkt kan alle med en ukompliceret graviditet fra fulde 37. uger til fulde 42. uge føde i vand.
Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan barnet trækker vejret under vandet når de er født. Ved en normalt forløbende fødsel tager dit barn først sit første åndedrag, når det kommer ud i luft. Når barnet fødes under vand virker den såkaldte ”dykkerrefleks” og der er derfor god tid til at få barnet ”oven vande” efter fødslen. Indtil da får barnet ilt på samme måde som inde i livmoderen – altså gennem navlestrengen.
Min egen oplevelse er at børnene nyder at blive født i vand. Jeg forestiller mig badekarret som en slags ”penthouse-livmoder”, hvor barnet lige kan strække benene inden de bliver konfronteret med den nye verden udenfor livmoderen. Hvis man lægger mærke til det kan man ofte se barnet lave svømme lignende bevægelser under vandet.
Du skal dog forvente, at dit barn måske tager lidt længere tid om at blive lyserødt i huden efter en fødsel i vand. Det betyder ikke noget.
Fordele ved fødsel i vand:
Det ca. 38 grader varme vand virker smertelindrende.
Du er mobil når du er i vandet pga. vandets oppebærende effekt og kan hurtigere ændre stilling, hvilket altid er gunstigt for dit barns nedtrængning gennem bækkenet.
Måske medvirker det varme vand til en øget blodcirkulation i dit mellemkød, som derved opnår øget elasticitet, hvilket er positivt ift. risikoen for bristninger.
Der er som regel tid til, at du selv kan tage dit barn op af vandet og være den allerførste til at hilse på.

Med venlig hilsen Birgit, Jordemoder
 



Jeg ved ikke om jeg har lyst til og kan klare at være med til fødslen. Min kæreste er sur på mig og vi har svært ved at tale sammen om det - hvad gør jeg ?                                                
Hilsen Søren


Fødslen er kulminationen på lang tids venten og spænding og første mulighed for at komme helt tæt på dit barn. Det er en overvældende oplevelse at se sit barn blive født, men også hårdt at skulle se på at hende man elsker har meget ondt.
Når først fødslen går i gang kan du opleve en stærk følelse af hjælpeløshed og afmagt – måske føler du dig endda til overs og latterlig fordi der ikke er meget du reelt kan gøre for at lindre hendes smerter.
Det kan derfor være en god idé at du har nogle små opgaver at udføre såsom at give massage på lænden, tilbyde lidt at drikke eller spise, en kold klud på panden eller bare holde og støtte under veen. Fødende kvinder har som udgangspunkt, på fødestuen, ét standpunkt til de tager et nyt så det må du ikke føle dig frustreret over - og vigtigst af alt må du ikke føle dig undværlig.

Undersøgelser viser, at alene din tilstedeværelse på fødestuen under fødslen kan virke lindrende - også selv om du ikke føler du gør noget!
Det er en meget intens oplevelse at deltage i en fødsel da du også selv er ”på” hele tiden. Derfor er det også vigtigt at du selv husker at få noget at drikke og spise. Det er også helt legalt at gå en tur ud af fødestuen, hvis du får brug for en pause.
God kommunikation med jordemoderen er vigtig, da det kan hjælpe på nervøsiteten og usikkerheden. Er der noget du bliver usikker på skal du endelig.
Det er i dag en udbredt opfattelse at manden skal være til stede under fødslen. Venner, familie, kolleger og din kone/kæreste tager det måske endda som en selvfølge. Måske ses din deltagelse som et bevis på styrken af jeres forhold og kærlighed. Elsker han mig overhovedet hvis han ikke vil være sammen med mig i det store øjeblik? Er han ligeglad med barnet?

Det er ikke nødvendigvis lykken hvis du føler dig presset til at deltage i fødslen mod din vilje. Det er vigtigt at du deler dine tanker med din kone/kæreste og at i får snakket om, hvorfor du ikke har lyst til at komme med på fødestuen. Jeg tænker at en god omgang fødselsforberedelse - gerne bare jer 2 og en jordemoder kunne være godt, så i sammen kan få "afmystificeret" fødslen og de tanker som jeg fornemmer fylder meget hos dig. Håber at mit svar kan bringe dig videre :0)

Med venlig hilsen Birgit, Jordemoder
 

 

 

 

 

 

Uge for uge guide Bestil tid Mød os på facebook Spørg jordemoderen

Uge for uge guide

Baby-Bio

Baby-bio jordemoder.dk

Vitaminguiden